Teknologichok (af: Rasmus Thrane)

Dagens store spørgsmål er lige blevet stillet: ”Hvilket lokale skal vi være i?” lyder det i et hjørne af klassen. ”Lokale 132,” kan man høre en sige med en opgivende stemme. Åh nej, ikke det lokale igen. Frustrerede bevæger 2n sig igennem de mange gange på FG, og op ad den trappe, som får trapperne på Møns Klint til at ligne barnemad. Endelig befinder vi os i lokalet, men de værste strabadser er ikke overstået endnu. Kampen om de evigt manglende strømstik er nu sat i gang, og hurtigt er der nogen, som snupper pladserne tættest på væggen med strømstik. Endnu et modul med 10 % strøm skal nu overstås, og man sætter sig bedrøvet ned i midten af klassen.

Tænk at man på en skole, der til dagligt huser tusinde elever ikke har taget højde for i det mindste at stille nok forlængerledninger til rådighed. Og tænk hvor stor en roller den digitaliserede hverdag har fået i vores liv, og hvor afhængige vi er blevet. Det er nærmest som om, at hele vores verden falder sammen lige så snart der er problemer med teknikken. Vi lever i et samfund, der stiller høje krav til at være ”på” 24 timer i døgnet. Man oplever hele tiden grupper, der alle sammen sidder med næsen i mobilen, da det jo nærmest er blevet en norm og noget, som vi alle sammen gør. Også på skolens Lectioregler ser man denne træng til at være ”på”, da man som elev får besked på at tjekke Lectio ud mindst én gang om dagen.  Det bliver fortsat svære og svære at trække stikket ud i frygt for de mange timers afleveringer, der venter lige så snart, man kommer tilbage eller frygten for at misse ud på det, der sker derhjemme. Det får en til at tænke på, om det egentlig bare er en nødvendighed i det globaliserede samfund, som vi nu lever i, eller om vi faktisk er blevet alt for afhængige af teknologi.

Danskhed

Danskhed

Jeg sidder her i al larmen, tumulten og hyggen. Lige her, hvor alle er samlet omkring bordet, hvor alle snakker og alle spiser. Jeg lader blikket vandre over hvert et medlem af min kære Kreinøe familie. Min onkel, min kusine, hendes mand, deres datter. Min søster, hendes søn, min bror. Alle og enhver kigger jeg på. Vi er så forskellige i min familie, og dog alligevel har vi noget tilfælles. Jeg ser her mange forskellige kulturer og religioner, uddannelser og meninger, og dog alligevel holder vi sammen.
Dette minder mig om noget og jeg undres. For kan dette ikke sættes i perspektiv til dette utroligt store spørgsmål om danskhed? Man kan sige, at vi jo i Danmark deler en nationalitet, ligesom en familie deler efternavn og at alle her i landet er forskellige, ligesom hvert enkelt familiemedlem i en familie er. Men i lille Danmark er tingene ikke helt, som i familien Kreinøe. For når Inger Støjberg stiller sig op og fejrer sin udlændinge stramning, fejre hun så netop ikke en indskrænkelse i Danmarks tolerance? Det kan man jo godt sige, da dette jo nok i høj grad viser hvor Danmark er på vej hen. Hen til dette punkt, hvor Danmark mister sin tolerance overfor det at være anderledes og være et individ for sig selv. Men hvis vi mister tolerance og åbenheden overfor andre, mister vi så ikke vores danskhed?