Duggen sidder endnu på bladene. Af: Gustav

Duggen sidder endnu på bladene når den gule sol står op i øst. Ikke en bilmotor, telefontalende forretningsmænd eller fuglesang kan høres endnu. Men alligevel får vi ikke lov til at nyde denne fred, som de tidlige stunder giver os. Den kolde portion havregryn eller de lune morgenboller venter nemlig på os. Kom man lidt for sent i seng aftenen før, eller havde man en urolig nat, så kan det mærkes nu. Morgenmaden sluges bare for energiens skyld, ikke nydelsens. Herefter går turen afsted mod skolen om det er på cyklen, i bus eller på ben.
Det at stå tidligt op, er det nok de færreste af os der bryder os om. At sidde til første modul, mens vi stadig halvsover inde i vores hoved får vi intet ud af. Også selvom man har fået sig en god nattesøvn, så føler man stadig ikke man er helt vågen, når man møder op til første modul. Det ville derfor være på sin plads, at ændre på mødetiden til første modul. Ikke særlig meget, men måske bare til klokken 9. Især nu om dage hvor der er sådan et stort pres på de unge om, at de skal klare sig godt og få gode karakterer, så burde man også prøve at hjælpe dem på vej, ved fx at sørge for bedre muligheder for at blive veludhvilet. Samfundet for de unge er som et tog uden stationer. De bliver ved med at blive presset fremad uden de store muligheder for stop og hvile. Man burde måske i stedet stoppe og tænke på, at vi alle skal leve 100 år, så hvorfor kan vi så ikke bare slappe lidt mere af og få os en god nattesøvn?

Eksamener og terminsprøver (Af: Jesper Holmegaard Jørgensen)

Afgørelsens time var nået – dagen jeg havde frygtet og foragtet. Dagen hvor undervisningsministeriets sadistiske lodtrækning blev offentliggjort. Dagen hvor min fremtid blev afgjort, eller sådan føltes det i hvert fald. Nedtællingen på tavlen talte ned mod det skæbnesvangre tidspunkt – nemlig 13:40. I sekundet hvor nedtællingen nåede sit mål, blev der på samtlige computere klikket F5. Siden blev opdateret og med første glimt over skærmen gik det op for mig. Jeg skal ikke op i tysk! Glæden spredte sig som en steppebrand i klassen.

Men hvordan kan det være at der er forbundet så mange følelser og forventninger til denne lodtrækning? Det kan muligvis ses som et resultat af den afgørende rolle eksamener og karakterer har i gymnasielivet. Det er faktisk blevet så afgørende, at det overskygger gymnasiets egentlige formål – at lære noget. Gymnasiet er blevet reduceret til et kapløb mod den gode karakter, hvor vejen derhen er underordnet. Det er her gymnasiet fejler. Det er netop på vejen mod den gode karakter, at man bliver klogere.

Teknologichok (af: Rasmus Thrane)

Dagens store spørgsmål er lige blevet stillet: ”Hvilket lokale skal vi være i?” lyder det i et hjørne af klassen. ”Lokale 132,” kan man høre en sige med en opgivende stemme. Åh nej, ikke det lokale igen. Frustrerede bevæger 2n sig igennem de mange gange på FG, og op ad den trappe, som får trapperne på Møns Klint til at ligne barnemad. Endelig befinder vi os i lokalet, men de værste strabadser er ikke overstået endnu. Kampen om de evigt manglende strømstik er nu sat i gang, og hurtigt er der nogen, som snupper pladserne tættest på væggen med strømstik. Endnu et modul med 10 % strøm skal nu overstås, og man sætter sig bedrøvet ned i midten af klassen.

Tænk at man på en skole, der til dagligt huser tusinde elever ikke har taget højde for i det mindste at stille nok forlængerledninger til rådighed. Og tænk hvor stor en roller den digitaliserede hverdag har fået i vores liv, og hvor afhængige vi er blevet. Det er nærmest som om, at hele vores verden falder sammen lige så snart der er problemer med teknikken. Vi lever i et samfund, der stiller høje krav til at være ”på” 24 timer i døgnet. Man oplever hele tiden grupper, der alle sammen sidder med næsen i mobilen, da det jo nærmest er blevet en norm og noget, som vi alle sammen gør. Også på skolens Lectioregler ser man denne træng til at være ”på”, da man som elev får besked på at tjekke Lectio ud mindst én gang om dagen.  Det bliver fortsat svære og svære at trække stikket ud i frygt for de mange timers afleveringer, der venter lige så snart, man kommer tilbage eller frygten for at misse ud på det, der sker derhjemme. Det får en til at tænke på, om det egentlig bare er en nødvendighed i det globaliserede samfund, som vi nu lever i, eller om vi faktisk er blevet alt for afhængige af teknologi.

Danskhed

Danskhed

Jeg sidder her i al larmen, tumulten og hyggen. Lige her, hvor alle er samlet omkring bordet, hvor alle snakker og alle spiser. Jeg lader blikket vandre over hvert et medlem af min kære Kreinøe familie. Min onkel, min kusine, hendes mand, deres datter. Min søster, hendes søn, min bror. Alle og enhver kigger jeg på. Vi er så forskellige i min familie, og dog alligevel har vi noget tilfælles. Jeg ser her mange forskellige kulturer og religioner, uddannelser og meninger, og dog alligevel holder vi sammen.
Dette minder mig om noget og jeg undres. For kan dette ikke sættes i perspektiv til dette utroligt store spørgsmål om danskhed? Man kan sige, at vi jo i Danmark deler en nationalitet, ligesom en familie deler efternavn og at alle her i landet er forskellige, ligesom hvert enkelt familiemedlem i en familie er. Men i lille Danmark er tingene ikke helt, som i familien Kreinøe. For når Inger Støjberg stiller sig op og fejrer sin udlændinge stramning, fejre hun så netop ikke en indskrænkelse i Danmarks tolerance? Det kan man jo godt sige, da dette jo nok i høj grad viser hvor Danmark er på vej hen. Hen til dette punkt, hvor Danmark mister sin tolerance overfor det at være anderledes og være et individ for sig selv. Men hvis vi mister tolerance og åbenheden overfor andre, mister vi så ikke vores danskhed? 

Fanekrav (Af: Jon Glader)

God dag - onsdag!
Aflyst matematikprøve i første modul, derefter en stille rolig omgang ng i andet modul, og til sidst en altid spændende historietime, fuld af kilder og 'quizzer' med den altid smilende og højtråbende Møller. Midt i ng- timen bliver min opmærksomhed pludselig draget af tøsernes fnisen og 'hviske-tiskeri'. Jeg overhører dem snakke om dagens fanekrav for en af de andre klasser, hvor tre bekendte drenge skal fremføre sangen " du tager mig tættere på himlen" for fuld skrue i spisefrikvarteret i den fælles kantine. Det får mig til at grine inden i, og det er stensikkert noget jeg ikke vil gå glip af. Da timen slutter går vi i flok ned mod kantinen, hvor man på vejen mærker, at andre har fået samme idé. Jeg ser mit snit til at kringle mig ind i køen til kantinen, så jeg på få minutter kan formå at anskaffe mig en bagel og derved få stillet min sult. Idet jeg vender mig rundt med en 'Jakes' i hånden, ser jeg straks tre drenge iklædt sort tøj og solbriller, som har dannet en cirkel for foden af trappen ned til spiseområdet. "Du tager mig tættere på himlen! Åhhu oh…". Et brag af en optræden fra de tre klassekammerater indtager hele rummet, som bryder ud i ekstase, da den sidste linje er blevet sunget.
Dette får mig til at gruble over fanekravets eksistens og betydning. Hvordan kan en så simpel tradition, få os selv til at udstille os på de mest akavede og vanvittige måder? I de fleste tilfælde ville man ikke engang overveje at fuldføre opgaver som disse mod betaling eller lignende. Så hvilke faktorer spiller egentlig ind, når vi klassevis accepterer overklassens udfordringer? Jeg kan godt hælde til, at tanken om den ældgamle gymnasieånd fastholder os ved denne underholdende og signifikante tradition. Men hvad tænker i?   

Køkultur i kantinen (af: Jacob Lyneborg Christiansen)

”Berhndt, klokken er 11.40, må vi gå nu?” lyder det utålmodigt fra klassens fire hjørner. ”Vi skal altså ned og have vores frokost”, fortsatte vi i kor. Han kigger overaskende på klokken, og overgiver sig omsider. Der står wraps på menuen i dag, og vi kan bare ikke komme hurtigt nok ned i kantinen. Da vi træder ud på blå gang, går vi straks en gruppe 1.g’ere i møde, som kommer gående, med noget der ligner pasta pestoflødesovs. Vi bliver alle lidt utilpasse ved tanken, og lugten af rottekød der lige strejfer os på vejen, gør det bestemt ikke bedre. Vi tjekker Lectio, og ser at det blot er Magnus, der har taget fejl af dagene. Skuffede og nedtrykte bevæger vi os alligevel ned i Kantinen, og møder som det første en kø, der ikke er til at overkomme. I vores arrigskab finder vi det sædvandlige hul i køen oppe foran, og får vores mad inden for 2 minutter. Vi får kæmpet os igennem den uoverkommelige kø, og går veltilfredse op i lokalet igen. Køen er kun blevet længere siden vi kom, og der er bestemt ikke udsigt til noget frikvarter, for de bagerste i geleddet.

Hvorfor springer de ikke bare op foran? I og med køkulturen i kantinen er ikke eksisterende, burde der ikke være noget problem i det? Der har de sidste mange måneder været debat om, hvordan køkulturen i kantinen skulle foregå. Flere forslag af været prøvet af, men ingen af dem fungerede optimalt. Der er de mennesker som ihærdigt forsøger at få indført en ordentlig køkultur. De mennesker som af trætte af os der bare hopper op forrest, og får vores mad på ingen tid.  Et eller andet sted er det vel en selvfølge, at vente bagerst i køen, uanset hvad reglerne siger. Men helt ærligt, hvem gider bruge en halv time på at vente bagerst i en kø, når der reelt set, ikke eksisterer nogen kø? 

Ungdommens stress

Endelig! Efter flere timers blod, sved og tårer får jeg færdiggjort min aflevering. Den er måske ikke perfekt, men sengen lokker, og hvis jeg skal kigge på de lange, ligegyldige sætninger længere, er jeg sikker på, at mit hoved vil eksplodere. Tilfreds lægger jeg mig til rette og kan for første gang i lang tid slappe af… Eller det var i hvert fald min plan. Men pludseligt dukker den næste aflevering og morgendagens lektier frem i mit hoved. Et skrig af frustration vil være på rette plads, men hvad nytter det? Der er ikke andet at tage sig for end at trille ud af sengen, tvinge sig selv hen til skrivebordet og kvæle et par af nattens timer i indviklede formuleringer og terminologier.

Kan det virkeligt passe, at de bedste år i vores liv skal være så stressende? Det er klart, at ungdommen skal have lærdom, men findes der ikke bedre måder end at fremtvinge den midt om natten?

På det sidste har der været en del snak, der går på, at ungdommen er blevet mere stressede. Nogle mener, at det bare er brok, mens andre støtter op omkring det. Det er klart, at ingen unge ved, hvordan det var at være ung for 50 år siden, men hvad ved den generation, om hvordan det er at være ung nu til dags? Måske er ungdommen, sammen med resten af verden, blevet mere opslugt af diverse former for teknologi, hvilket kan tolkes som dovenskab. Teknologien kan da sikkert også være en hæmsko for ungdommens indlæring, da mange timer hurtigt kan forsvinde bag en skærm. Men i sidste ende så er det måske en nødvendighed med omverdenens forventninger og pres?

Skriv verden frem

Wikipedias definition af en blog:

"En blog (eller weblog) er en hjemmeside som opdateres jævnligt med korte tekster (indlæg eller poster) med den nyeste øverst. Der er ofte mulighed for, at læserne kan kommentere de enkelte indlæg. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En blog er ofte knyttet til en person, men kan også deles af en større gruppe. Den, der skriver/redigerer en blog, kaldes en blogger."

Info om vores blog:

Den gode blog er kendetegnet ved at være levende og fængende og have noget på hjerte. Som i de tre stilegenrer skal man altså undgå at være indforstået og/eller uengageret. Bloggen skal give læseren lyst til at læse videre.

Vores blog har følgende rammer:

- I skal lave den på skift. Vi bruger hver uge ca. 5 minutter på en fælles blogseance, hvor vi læser nyeste blogindlæg og giver feedback.

- I skal skrive om et eller andet relevant, fx en tekst, film eller emne vi har arbejdet med i dansk, en pudsig oplevelse i kantinen, en aktuel begivenhed eller nogle tanker I har gjort jer om eksistensen.

- Teksten skal kunne læses højt på 1/2-1 minut. 

- I må godt nævne lærere og elever ved navn, men altid i en respektfuld og anstændig tone.

- I må ikke skrive blogs med politisk eller religiøst indhold

- Obligatorisk benspænd: I skal i jeres blogindlæg foretage en bevægelse fra konkret til abstrakt