Fanekrav (Af: Jon Glader)

God dag - onsdag!
Aflyst matematikprøve i første modul, derefter en stille rolig omgang ng i andet modul, og til sidst en altid spændende historietime, fuld af kilder og 'quizzer' med den altid smilende og højtråbende Møller. Midt i ng- timen bliver min opmærksomhed pludselig draget af tøsernes fnisen og 'hviske-tiskeri'. Jeg overhører dem snakke om dagens fanekrav for en af de andre klasser, hvor tre bekendte drenge skal fremføre sangen " du tager mig tættere på himlen" for fuld skrue i spisefrikvarteret i den fælles kantine. Det får mig til at grine inden i, og det er stensikkert noget jeg ikke vil gå glip af. Da timen slutter går vi i flok ned mod kantinen, hvor man på vejen mærker, at andre har fået samme idé. Jeg ser mit snit til at kringle mig ind i køen til kantinen, så jeg på få minutter kan formå at anskaffe mig en bagel og derved få stillet min sult. Idet jeg vender mig rundt med en 'Jakes' i hånden, ser jeg straks tre drenge iklædt sort tøj og solbriller, som har dannet en cirkel for foden af trappen ned til spiseområdet. "Du tager mig tættere på himlen! Åhhu oh…". Et brag af en optræden fra de tre klassekammerater indtager hele rummet, som bryder ud i ekstase, da den sidste linje er blevet sunget.
Dette får mig til at gruble over fanekravets eksistens og betydning. Hvordan kan en så simpel tradition, få os selv til at udstille os på de mest akavede og vanvittige måder? I de fleste tilfælde ville man ikke engang overveje at fuldføre opgaver som disse mod betaling eller lignende. Så hvilke faktorer spiller egentlig ind, når vi klassevis accepterer overklassens udfordringer? Jeg kan godt hælde til, at tanken om den ældgamle gymnasieånd fastholder os ved denne underholdende og signifikante tradition. Men hvad tænker i?   

Køkultur i kantinen (af: Jacob Lyneborg Christiansen)

”Berhndt, klokken er 11.40, må vi gå nu?” lyder det utålmodigt fra klassens fire hjørner. ”Vi skal altså ned og have vores frokost”, fortsatte vi i kor. Han kigger overaskende på klokken, og overgiver sig omsider. Der står wraps på menuen i dag, og vi kan bare ikke komme hurtigt nok ned i kantinen. Da vi træder ud på blå gang, går vi straks en gruppe 1.g’ere i møde, som kommer gående, med noget der ligner pasta pestoflødesovs. Vi bliver alle lidt utilpasse ved tanken, og lugten af rottekød der lige strejfer os på vejen, gør det bestemt ikke bedre. Vi tjekker Lectio, og ser at det blot er Magnus, der har taget fejl af dagene. Skuffede og nedtrykte bevæger vi os alligevel ned i Kantinen, og møder som det første en kø, der ikke er til at overkomme. I vores arrigskab finder vi det sædvandlige hul i køen oppe foran, og får vores mad inden for 2 minutter. Vi får kæmpet os igennem den uoverkommelige kø, og går veltilfredse op i lokalet igen. Køen er kun blevet længere siden vi kom, og der er bestemt ikke udsigt til noget frikvarter, for de bagerste i geleddet.

Hvorfor springer de ikke bare op foran? I og med køkulturen i kantinen er ikke eksisterende, burde der ikke være noget problem i det? Der har de sidste mange måneder været debat om, hvordan køkulturen i kantinen skulle foregå. Flere forslag af været prøvet af, men ingen af dem fungerede optimalt. Der er de mennesker som ihærdigt forsøger at få indført en ordentlig køkultur. De mennesker som af trætte af os der bare hopper op forrest, og får vores mad på ingen tid.  Et eller andet sted er det vel en selvfølge, at vente bagerst i køen, uanset hvad reglerne siger. Men helt ærligt, hvem gider bruge en halv time på at vente bagerst i en kø, når der reelt set, ikke eksisterer nogen kø?