Endelig! Efter flere timers blod, sved og tårer får jeg færdiggjort min aflevering. Den er måske ikke perfekt, men sengen lokker, og hvis jeg skal kigge på de lange, ligegyldige sætninger længere, er jeg sikker på, at mit hoved vil eksplodere. Tilfreds lægger jeg mig til rette og kan for første gang i lang tid slappe af… Eller det var i hvert fald min plan. Men pludseligt dukker den næste aflevering og morgendagens lektier frem i mit hoved. Et skrig af frustration vil være på rette plads, men hvad nytter det? Der er ikke andet at tage sig for end at trille ud af sengen, tvinge sig selv hen til skrivebordet og kvæle et par af nattens timer i indviklede formuleringer og terminologier.
Kan det virkeligt passe, at de bedste år i vores liv skal være så stressende? Det er klart, at ungdommen skal have lærdom, men findes der ikke bedre måder end at fremtvinge den midt om natten?
På det sidste har der været en del snak, der går på, at ungdommen er blevet mere stressede. Nogle mener, at det bare er brok, mens andre støtter op omkring det. Det er klart, at ingen unge ved, hvordan det var at være ung for 50 år siden, men hvad ved den generation, om hvordan det er at være ung nu til dags? Måske er ungdommen, sammen med resten af verden, blevet mere opslugt af diverse former for teknologi, hvilket kan tolkes som dovenskab. Teknologien kan da sikkert også være en hæmsko for ungdommens indlæring, da mange timer hurtigt kan forsvinde bag en skærm. Men i sidste ende så er det måske en nødvendighed med omverdenens forventninger og pres?
